stemning under feiden kommer saaledes varmt frem i hans fortale til anden udgave af „Danmarks politiske Forbrydelser“:
„Men svarer mig nu, Modstandere; hvad kalder I Pral i dette Værk? Er det den Sorg vi føle over vore Ulykker, eller den Trøst vi finde i vore Forfædres Berømmelse, eller det Haab vi nære om en bedre Fremtid? Hvilken af Delene det er, I udpege med hiint foragtelige Øgenavn, er eders Adfærd lige fornærmelig og lige fortjent til Irettesættelse. Noget andet kan heller ikke antages; thi Synd var det at sige, at Bogen i nogen Maade bradsker med den Styrke, Magt og Rigdom, det nyere Norge kan glæde sig ved, eller af de Bedrifter, vi under sidste Konges Anførsel udførte. Den forklarer meget mere Rigets Svaghed, og Aarsagerne, hvorfor det er bleven latterligt at tale om Norges nærværende Kraft. Desuden heder det udtrykkelig i første Forerindring 4, at Normændene ei ere stolte for deres Rigdoms og Magts Skyld. Dog I lægge ikke Skjul paa eders Tanker i denne Punkt. I sige det ligefrem, at det nu er bleven latterligt at tale om Normænds Kraft og gamle Norge. Det har mishaget Eder, at Forfatteren af denne sandfærdige Beretning har smykket sit Skrift med Forfædrenes Laurbærblade eller blandet sine Fortællinger med hvad der kunde anføres til deres Hæder. I kalde det latterligt, taabeligt, Prat, Pral. Jeg tilstaar, at jeg har begaaet dette taabelige Pralerie, at tale med Velbehag om gamle Norge og Forfædrenes Bedrifter. Jeg maa nu forsvare mig ogsaa i denne Sag; men jeg.gjør det med Skamfuldhed; thi jeg maa gjøre det for Efterkommerne af hine Tappre. I Fædrenes ædle Skygger, bliver borte,“medens jeg gjør Undskyldning for eders Sønner, at jeg har rost og hædret Eder! Norges Sønner, som ei taale at høre Beretningen om den Uret, eders Fædreneland har lidt, at ei den elskede Aarsag dertil skal saares, modtager min Undskyldning, fordi jeg har berømmet eders Forfædre.“
Wergelands modstandere gik temmelig langt i sine beskyldninger: „For Publikums Domstol staaer jeg anklaget for at have skrevet af Egennytte, og for at smigre Vore, som min Anklager ikke meget delikat udtrykker sig, nye Herrer. Hr. Hersleb, theologisk Professor ved Universitetet, er min Anklager.“ „Jeg, ganske rolig i min Bevidsthed, hvad denne inhumane Beskyldning angaar, kan forsikre, at jeg ingen andre Hensigter har havt med mit Skrift end de angivne, at jeg ikke af anden Grund har været
