landet. I hans fortale til 2den udgave af „Danmarks politiske Forbrydelser“ heder det ogsaa: „Lessing har sagt, at den der ikke ved visse Leiligheder taber Forstanden, har ingen at tabe, og Falsen den ældre med ikke mindre Sandhed, at den der ikke ved visse Leiligheder bliver varm, maa være Iis. Enhver billigtænkende Læser vil derfor uden Vanskelighed tilgive mig, at jeg er geraadet i Hede midt under Fortællingen af visse Begivenheder.“ Eftertidens læser vil formentlig, uden at hans fædrelandskjærlighed behøver at være af nogen ringere art, med en vis munter følelse høre Wergeland fortælle om de danske forbrydelser: „Da Harald (Blaatand) ved disse Ugjerninger havde skaffet den norske kongelige Familie af Veien, deelte han Riget med Hakon Jarl. Men han blev snart saa voldsom imod denne sidste, hvis onde Anslag han havde at takke for sin Deel i Norges Rige, hvis gode Anslag og hvis norske Troppers Tapperhed han havde at takke for, at ikke Tydskerne, under Otto den anden, ved Dannevirket knusede ham, — at Jarlen maatte tænke paa at løsrive sig og Riget fra denne Tyran.[1] — Hvorudover Harald rustede sig og kom med 1200 Skibe til Lindesnæs, plyndrede, afbrændte og ihjelslog paa alle Søekanter, indtil han kom i Egnen af Alrekstad ved Bergen, og erfarede, at Jarlen der stod færdig at tage imod ham med en stor Magt; thi da fik han paa engang en uimodstaaelig Lyst til at vende tilbage. Men paa det at hans Flugt maatte være ham mindre skammelig, besluttede han at angribe Island; thi dette Land havde meget opirret ham ved en Landdags Beslutning, at der skulde digtes Nidviser for hvert Næs eller Odde i Landet, Kong Harald til Forhaanelse og en evig Spot og Skam, fordi han havde tilegnet sig strandet islandsk Kjøbmandsgods, og ingen Opreisning givet dem derfor, uagtet deres Klager.
Men hans Krigsraad overtalede ham snart til at lade dette Anslag fare, ved at afmale ham Islændernes uovervindelige Raserie til at forsvare sig, ja endog med Eventyr om forfærdelige Trolde, som skulde forsvare hver Klippe der; saa man seer, denne Drot og hans Mænd vare ligesaa feige og rædde for Normændene, som de vare troløse mod dem.“
„En Konge og et Rige, der allerede var bedækket med saa mange Forbrydelser imod det norske Folk, skulde imidlertid skylde
- ↑ Ligesom i det følgende: udhævet her.
