Folket og Fædrenelandet, saalænge vi ere samlede under dette Tag. — Vi have Ret, uimodsigelig Ret i alt, hvad som sigter til dets Held — Ret til at se i alt, hvad som gjelder til dets Vel. Dertil have vi Fuldmagt af Folket — af Gud, af Fornuften, af Naturen. Det er vor Ret, det er vor Pligt, at tale og handle saaledes, som Folket selv vilde tale og handle, om det havde een Tunge og een Haand. Amicus Christianus, amicus Fredericus sed magis amica patria.“
Det er en forunderlig samling af mandanter, der har overdraget Nicolai Wergeland hans stortingshverv: folket, Gud, fornuften, naturen. Men det er disse autoriteter, han som rationalistiskiteolog og frisindet politiker maatte paaberaabe sig. Rousseaus lære om en „naturlig“ samfundskontrakt[1] og folkets suverænitet mødes med forestillingen om en Gud, aabenbaret i en fornuftreligion, (naturreligion). Hos Wergeland som hos saa mange af hans samtidige forbinder disse tankerækker sig uden større vanskelighed, uden skarpere kritisk undersøgelse; de problemer, som heraf maatte reise sig, slumrer hidtil fredelig Wergeland er ialtfald dengang endnu en mand, der ikke tumler med synderlig mange tvil, han har accepteret de meninger, som da deltes af de fleste dannede og frisindede mennesker, og han udtrykker sig altid med stor bestemthed, som en, der har sit paa det rene. Senere vil vi finde, at han viser sig mere alsidig, mere bøielig og forstaaende ligeoverfor andre, men heller ikke da gjør han indtryk af at have taget sin ungdoms sandheder op til ny undersøgelse. Klar og positiv, en mand med vilje og forstand, men uden sterkere trang til forsken, uden dybere menneskekundskab og historisk forstaaelse — saaledes fremstiller han sig for mig. Der findes i hans senere forfatterskab dybt træffende enkeltheder, lysende glimt; der er utvilsomt hos Nicolai Wergeland foregaaet en eiendommelig vækst, kanske endog efter den tid, da en mands aandelige liv pleier at udfolde nye kræfter. Men den begrænsning, vi kan iagtta ved hans store politiske debut, kommer dog ogsaa til at bestemme hans senere virksomhed. — Hans datter taler etsteds om „Faders sterkt reflek-
- ↑ Ligesom i Frankrige ser vi ogsaa hos os „Contrat social“ gaa igjen hos nationalforsamlingens medlemmer. Vendinger som denne „naar Menneskene konstituere sig til Samfund“ (Ritmester Heidmann i debatten om værnepligten) er ikke ualmindelige.
