Her huiler Mandom self den store Martis Søn
Med Georg Reichweins Nafn af ædel Slect oc Kiøn
Huis Dyd oo Tapperhed ham giorde her saa stor
At han af Konge-Mact til General Major
I Norge blef ophøyt ia oc til Gubernør
[For B]ergen By oc Slot den Ære Troskab bør
Til Cassel var hand fød oc Lifvet først mon se
Der mand skref tusind Aar fem hundred niti tre
[Hans i]dzig Kieriste Fru Inger Rytter schiøn
[Fik] hand i Ectestand af adlig Blod oc Kiøn
Oc hende med stor Lyst i Ecteseng mon see
[D]er mand sk(r)ef tusind Aar sex hundred femti tre
[Tilsamm]en lefde de i tretten samfuld Aar
[Sex(?) Dø]ttre midlertid oc tuende Sønner faar
[Nu] er han va[nd]red bort til Grafvens mørke Steder
[Ha]ns Død vor Berg[en Sta]d med Such oc Vee [beg]ræder[1].
Det var et langvarigt og for det nye Fædreland rigt og gavnligt Krigerliv, som her fandt sin Afslutning. Først gjennem en god boglig Lærdom og senere gjennem praktisk Opøvelse under den første Trediedel af Trediveaarskrigen havde Georg Reichwein, allerede dengang han først kom til Norge, ikke lidet forud for de allerfleste Officierer i den netop oprettede Norske Hær, og hans Evner og Indsigter bleve snart tagne i Brug, navnlig synes Statholder Hannibal Sehested at have havt et aabent Øje for hans Dygtighed og derfor stadig at have benyttet ham til at afgive Erklæringer i militaire Anliggender og til at udkaste Planer for Landets Forsvar, hvilke ogsaa bleve fulgte; hans ovenfor omtalte, først for
- ↑ Personalhist. Tidsskr. 1 R. I S. 254.
