og Bjalland i Gestal. Ivar sees ogsaa at være bleven indkvarteret i Bratten, men et Par Aar efter kom en Præst fra Hitterø og godtgjorde, at Steinbru var en Andens Eiendom, og Overeenskomsten blev da forstyrret, idet Ivar ikke paa de nye Betingelser, som Kannikerne fordrede, vilde modtage deres Tilbud om Kost med Mel og Smør, som andre hans Ligemænd havde faaet af Brødregaarden eller Bispegaarden, Sulmad fra Stegerhuset og Maaldrikke af Brødrekjelderen o. s. v.[1].
Bispestolens fornemste Byrder vare Vedligeholdelsen af Domkirken og Bispegaarden og Underholdningen af det store Tjenerskab, hvorhos naturligviis Biskoppens høie, fyrstelige Stilling har krævet Æresudgifter. De hyppige Reiser til Bispemøder og senere til Rigsraadsmøder have været bekostelige. Af særegne Udgifter kan først nævnes det saakaldte subsidium pallii, en Ydelse til hver ny Erkebiskop for at lette ham Bekostningerne ved hans Romerreise og Afgifter til Paven. Oprindelig var nemlig Erkebispen den Eneste, som behøvede at bekræftes og indvies ved Curien. En Overeenskomst herom blev 1236 truffen mellem Erkebiskop Sigurd og Biskop Askel af Stavanger, der gik ud paa, at der skulde ydes Halvdelen af Fjerdeparten af (et Aars) Tiende i Palliehjelp. Dette Forlig, der bekræftedes af Kapitlet[2], maa vel forstaaes saa, at det var Halvdelen af Bispens Fjerdedeel af Tienden, der skulde ydes; men man maa, efter hvad der vides fra Bergens Stift i næste Aarhundrede, slutte, at man har forstaaet at overføre Byrden fra Biskoppens til Kirkernes Tiende[3]. Endnu Henrik Kalteisen forlangte Pallie-
