dens Relikvier. Denne er affattet under Biskop Hoskold 1517, og man seer, at endnu denne sidste Biskop har erhvervet adskillige nye Skatte af den Art ved sit Ordinationsbesøg i Rom[1].
Til Domkirken slutter sig nærmest den nærliggende, tildels endnu bevarede biskoppelige Residents, der efter Reformationen har fristet mange Skjebner, sidst har været benyttet af den nylig til Undergang indviede lærde Skole, i hvis Sted skal træde en moderne Underviisningsanstalt af original norsk Opfindelse. Bispegaarden, hvis prægtige grundmurede Kjeldere fremdeles er et levende Minde om Fortiden, nævnes første Gang under den stridbare Biskop Arne henimod 1300, og særlig omtales et camera i Kjelderen 1358 ved en pavelig Pengesamlers Nærværelse[2]. Paa disse Kjeldere har der, saaledes som senere, staaet en stor Træbygning[3] med mange Værelser, deriblandt en større og en mindre „Maalstue“, den malede Hall, Sætestuen, Julehallen, det malede Loft og naturligviis Soverum.
Allerede 1317 nævnes den endnu godt bevarede firkantede Bygning, der var Biskoppens private Capel. Endnu i 1712, da Arne Magnussøn besøgte Byen, stode her tre Altre, og Capellet var forbundet med Domkirken ved en muret Gang. Uvidenheden pleier, som bekjendt, at henføre Alt, hvad der hidrører fra Catholicismen, til „Munke“, og Capellet bærer derfor nu det yderst taabelige Navn „Munkekirken“.
Endvidere maa Gaarden aabenbart have havt adskillige Udhuse og vel ogsaa egne Bygninger for Tjenerskab og Proventsfolk. Hele Gaarden og Domkirken var
