og han var maaskee ikke Nordmand, da der intet tidligere Spor findes til ham i norske Diplomer. Efter al Rimelighed har han opnaaet sin Udnævnelse gjennem Intercession af Dronning Margrete, der omtrent samtidig fik kuldkastet et Erkebispeva1g i Nidaros og indtrængt den uværdige Nicolaus Rusare fra Danmark. Hallgeir var imidlertid en ordineret Biskop. Han var 1384 tilstede i Nidaros[1], og da det er bekjendt, at den nys udnævnte Erkebiskop Nicolaus stadig opholdt sig i Danmark, er jeg tilbøielig til at antage, at Hallgeir har besørget de Forretninger i Erkestiftet, der alene kunde udføres af en viet Biskop. I 1392 er Hallgeir atter i Stavanger[2], men da var der heller ikke mere Brug for ham i Nidaros, hvor Vinalde var bleven Erkebiskop 1387. I 1388 sees han at have været tilstede i Oslo som Medlem af Rigsraadet, og omsider synes han at have fundet en Havn som Biskop paa Færøerne, hvor han dog snart døde.
Den lykkeligere Medbeiler Olafs personlige Forholde ere lidet kjendte. I 1387 sees han, uden at Sammenhængen nærmere kan forklares, at have tilsendt Kong Olaf Haakonssøn, der døde samme Aar, forskjellige Klenodier[3]. Med sin Forgjænger delte han lige til sin Død det gjeldbundne Forhold til den romerske Curie.
Tiden for Olafs Død kjendes ellers ikke nøiagtig, men 22 Marts 1400 provideredes i Rom til Biskop i Stavanger den nidarosiske Kannik Haakon Ivarssøn[4]. Han var personlig tilstede ved Curien og betalte Dagen
