Domkirke. Sverres Svigersøn, Einar Kongsmaag, der havde Befaling i Ryfylke, overfaldtes 1205 af Baglerne og myrdedes af dem efter at have søgt Tilflugt i St. Svithuns Kirkes Taarn.
Njaals Eftermand blev Henrik (c. 1207–1224), efter Navnet at dømme maaskee ikke Nordmand. Han hørte oprindelig til Haakon Haakonssøns ivrigste Fiender, men ved et tilfældigt Møde i Eikundasund forsonede han sig med denne og lovede ham trofast Venskab. For nogle Aar siden kom Universitetets Oldsamling uventet i Besiddelse af et Minde om denne Biskop, nemlig hans Sigil, der besynderligt nok var fundet i Jylland i Nærheden af Ribe.
Omsider komme vi til en Biskop, om hvem der vides noget mere. Det var Askel Jonssøn (til 1254), en fornem Mand af en ægte gammel Lendermandsæt. Hans Fader var Lendermanden Jon Gautssøn af Ænes, og hans Brødre vare Lendermændene Arnbjørn Jonssøn og Gaut Jonssøn af Mel[1]. Vi møde ham første Gang som Kong Haakons Capellan og Raadgiver 1223. To Aar senere finde vi en Askeldus som Archidiaconus i Bergen og ved den Tid paa Besøg i England[2]; maaskee tør det være den samme Mand. I 1226 var han Biskop i Stavanger, i hvilken Stilling han døde 1254, hædret ved sin Konges udtrykkelig af denne bevidnede Venskab. Vigtige Ting fra hans Regjeringstid skulle siden blive omtalte.
Om Eftermanden Thorgils’s (1254–1276) personlige Forholde vides lidet. En Kannik Thorgeir omtales som hans Frænde og en Sigurd Tambalde som hans Maag[3]. Han var en af de Biskopper, som ledsagede
