endog været under Anklage for Rigsretten. Mod mig var han altid overordentlig venlig og gjestfri. Han havde to indtagende Døttre, den yngste efter min Mening Christiania første Skjønhed. Hvorom Alting er, Lille Frogner vil altid være et Lyspunkt i min Erindring. Jeg har vistnok været der de hundrede Gange.
Siden jeg er kommen til at tale om Skjønheder, skal jeg bemærke, at af de ugifte Damer blev Karine Thrane, Datter af den daværende Eier af Borregaard, som ofte var at se i Hovedstaden, og Frøken Else Bech, Biskopens Datter, anseede for at staa i første Række blandt disse. Af gifte Damer havde Fru H. Falsen, skjønt ikke længer ganske ung, en meget høi Plads. Fru Thulstrup, Professorens Hustru, var i 1814–20 ikke længere ung, men ikke destomindre et indtagende Væsen – forstandig, talentfuld og elskværdig.
Idet jeg omtaler nogle af de Damer, jeg kjendte, maa jeg ikke glemme Kaja Lasson, Datter af Grev Wedels Agent, som boede paa Grini. Hun var ikke smuk, men havde en prægtig Stemme og var meget musikalsk. Jeg har mange Gange hørt hende synge baade i og udenfor hendes Hjem.
Familjen Haxthausen bragte mig i Forbindelse med deres Omgangskreds, Mansbachs, Dues, Sibberns, Kaltenborns og andre, som kunde regnes til Hoffet og Aristokratiet. Jeg kjendte ogsaa løseligt Løvenskiold, senere Statholder, og General Anker, tidligere Guvernør i Tranquebar.
Statsraad M. G. Rosenkrantz havde jeg lært at kjende i England, og jeg saa ham ofte baade i Hovedstaden og paa Hafslund. Hans Synskreds var ikke vid, og han var noget egensindig og tilbøielig til at yde den, som han engang havde faaet en god Mening om, en ube-
