Hvad mine Bekjendtskaber angaar, kan jeg sige, at
jeg kjendte næsten hver eneste Kjøbmand fra Christiansand
til Fredrikshald, begge Steder inclusive, men mere specielt
Kjøbmændene i Christiania, Drammen og Skien, hvor min
Fader havde de fleste Forbindelser og følgelig ogsaa de
fleste og største Skyldnere.
De Forretninger, der førtes af norske Kjøbmænd i hine Tider, var af en meget enkel Beskaffenhed. Nogle havde Sagbrug, til hvis Forsyning de (medmindre de selv havde tilstrækkelig Skov) aarlig kjøbte et vist Kvantum Tømmer, som de i Regelen oparbeidede til Planker. Paa disse modtog de Ordrer, hvis de kunde faa saadanne, hvis ikke gav de dem i Consignation. De exporterede ogsaa usaget Tømmer og Sparrer og importerede Korn osv. for sine Arbeidsfolk.
Nogle føiede Skibsrhederforretninger til deres øvrige Drift. Mange drev Skibsrhederi som Hoved-Forretning. Skibene var i Regelen kun af tarvelig Beskaffenhed og anvendtes fornemmelig i direkte Handel med fremmede Lande. Fragtfarten, i hvilken norske Skibe siden har vundet saa megen Udmærkelse, var da en næsten ubetraadt Vei. Nogle af de Skibe, som jeg kan erindre, var meget gamle. „Nikolay og Anna“, der en Tid tilhørte det Ankerske Fideikommis, sagdes, saavidt jeg erindrer, at være 100 Aar gammelt og „Caroline Mathilde“, der hørte hjemme i Skiensfjorden, ikke meget yngre.
Den tredie Klasse Forretningsdrivende, som jeg her behøver at omtale, var Butikhandlerne, som indførte og udsolgte Varer, baade af fremmed og indenlandsk Produktion. Jeg behøver blot i Forbigaaende at nævne Jernværkseierne, der var for faa til at danne en Klasse for sig. Fabrikeiere existerede saagodtsom ikke.
Forretningsmænd i ordets høieste Betydning, vel
