størst værdi for baade kronen, kirke og adel. Gaardene ved kysten med sin let dyrkbare jord havde desuden dengang et større forsprang i værd end senere, da skogen kom i pris.
Vi maa derfor slutte, at paa kysten ved Tønsberg har selveierbøndernes jord gjennem hundreder af aar været udsat for ihærdige angreb. Derimod fik skogbygdernes befolkning længe leve i nogenlunde fred i sine rigtignok tarvelige skogbondekaar. Allerede før reformationen maa kystbygdernes bønder i stor udstrækning være blevet leilændinger[1].
Saa kom reformationen. Den satte stopper for kirkens jord-erhvervelser. Kronen forsynte sig af kirkegodset og har neppe i den følgende tid skilt bønderne ved jord (uden for sagefald og skatter). Den indvandrede adel søgte at faa tag i ældre adelsgods. Men det forslog ikke. Da heller ikke kronen i begyndelsen vilde sælge, rettede adelen et energisk angreb paa bondejorden. Og adelens bryske optræden overfor bønderne, som den troede kunde behandles i lighed med den trælbundne danske bondestand, har været gjenstand for streng kritik[2].
Til en begyndelse gik det allermest ud over kystbygderne. Senere, da jordegodset i skogbygderne steg, søgte adelen at faa besiddelser ogsaa der.
Det maa derfor antages, at den indvandrede adels forsøg paa at erhverve bondejord i nogen udstrækning er
- ↑ Naar ogsaa Sande skibrede, som dog laa ved kysten, holdt sig bra, tror jeg, forklaringen især maa søges i to ting: skibredet laa et stykke unna Tønsberg, og én (maaske flere) lavadelig familje gik her over i bondestanden (nemlig en gren af familjen Lystrup (Tordenstjerne) paa Gullaug i Lier. Se Danmarks adels aarb. for 1903, s. 280).
- ↑ Se særlig Sars, Udsigt III, 332 fg.
