kong Ragnvald ogsaa et ridderlen ved Karlingford Loch i Ulster, og kundgjorde i den anledning at han var blit kongen av Englands mand mot alle mænd og hadde avlagt ham troskabsed (nr. 93, 94). Helt godvillig er dette neppe foregaat. For vi kan se at nogen av kong Ragnvalds mænd var i fangenskap i Porchester i Hantshire og i Dover; disse blev nu frigit (nr. 95, 96). Det er trolig, at kong Johan er blit forbitret fordi Ragnvald var draget til Norge med sin søn Gudrød og hadde avlagt lydighedsed til kong Inge. Kong Johan sendte da i 1210 en hær til Man og lot øen herje og hadde den siden til flaatestation (Chron. regum Manniæ s. 15 f., jfr. A. W. Moore, A History of the Isle of Man s. 117 f.). Forholdene paa Man var imidlertid fremdeles urolige; det gamle vikingeliv trivedes endnu paa Suderøerne. Johan uten land gav 16⁄5 1213 sine embedsmænd i Irland bud om at bistaa kong Ragnvald, om nogen Wikini (d. e. vikinger) eller andre skulde gjøre skade i hans land (Monumenta de Insula Manniae, vol. II, s. 34). Kong Ragnvald fik paany i 1218 bud om at gjeste England for at hylde den engelske konge og gi erstatning for forurettelser som hans mænd hadde gjort i England og Irland. Det første leidebrev for Kong Ragnvald i dette aar blev utstedt 16de jan.; men Ragnvald kom ikke. Leidebrevet blev derfor fornyet 10de okt., og samtidig fik sheriffer og fogder i England og Irland tilhold om ikke at skade Øernes konge og hans mænd (nr. 115–118). Endelig i 1219 kom kong Ragnvald, avlagde paany lensed og lovet, likesom Johan uten land hadde gjort, at holde sit rike som len av paven – til gjengjæld fik han løfte paa 2 fater vin og »100 crannocs« korn om aaret (nr. 123–129). – Dette lensforhold maa nu ogsaa, synes det, være blit kjendt i Norge og ha vakt forbitrelse der. For i november 1220 skriver den engelske konge til Irlands justitiarius, at hans »kjære og tro« kong Ragnvald
