saxisk: Urðr af veordan (at vorde) – hun erklæres for „Spaadommers
Norne“, uagtet urðr nærmest maa betyde „den
vordne“, ligesom ags. wyrd betyder et Factum. Verðandi, der
jo er et ligefremt oldnorsk præs. part. af verða – altsaa
vordende – afledes af ags. verdan forhindre og kaldes „Forhindringens
Norne“ (Ordet hedder ellers paa ags. verian el.
vergan og betyder forsvare). Skuld afledes rigtigt of „skulu“,
der nemlig ogsaa er angelsaxisk. Af et meget usikkert Sted
i „Fjölsvinnsmál“, hvor der tales om en Sal Hyr, bygget
paa Spydsodder og omgivet af Luer og som kaldes auð-rann
(Rigdoms Hus), oversætter han „auðrann“ med „Ødurs Borg“
og opfatter dette som Navn paa Nornernes Hjem, hvorved
da „Ødur“ maa være deres Fader. Dette Navn oversætter
han med det nysvenske „ödet“ (Skjæbnen) og gjør det endelig
til et med Uðr, Navnet paa „Nattens“ Søn. Ved alt
dette fremstaar følgende Læresætninger, som trofast gjentages
af Grundtvigs Eftersnakkere: Nornerne er Ødets
(Skjæbnens) Døtre og Nødvendighedens Diser og bor i
en Borg, der er omgivet af Luer og bygget paa Spydsodder.
Nornerne ere saaledes „de allerbekvemmeste ikke blot for den
dramatiske Digter, men for os alle, til at oplive og udtrykke
den gjennemgribende historiske Sandhed: at i ethvert Storværk
saavelsom i den udmærkede Enkeltmands, i Hovedfolkenes
og hele Slægtens Levnetsløb, kan vi skjelne et bestemt
Anlæg, en indviklet Knude og en til Anlægget svarende
Opløsning“. Af dette Exempel kan sees, hvorledes
en Grundtvigsk Mythe bliver til, og hvis nogen vilde paastaa,
at dette Exempel staar alene, skal jeg drage frem en
af Grundpillerne for hele det „historisk-poetiske“ System.
Det er bekjendt nok, at for Grundtvig og hans Tilhængere
var Guden Thor ikke Styrkens og Tordenens Gud
– det er for upoetisk – men han er „Aandskjæmpen“,
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), første Række, tredie Bind (1875).djvu/454
Denne siden er ikke korrekturlest
424
GUSTAV STORM.