till Kirckevoll som han skulde drage af Skotland Anno 1263.
Daa haver hans gode Mænd tænkt at lade ham
begrave, efter hans egen Begjæring udi Marie
Kirke i Oslo. Men Guds Veder og Vind forsætte
dem i Siøen, at de ind kom for Bergen, der er han
bleven begraven udi Kristkirke“. Bergens Fundats antages
nu at være forfattet ca. 1580 af Herluf Lauritssøn; men
Haandskrifterne er enige om, at dets Forfatter var Lens-
herren Christoffer Walkendorf, og da dette udtrykkelig siges
i et Haandskrift, der synes ældre end 1580, der ender med
en Begivenhed i 1528[1] og giver den specielle Tilføielse, at
Bogen forfattedes i 1557 „aliorum legislatorum adjutorio“,
kan vi ikke godt gaa dette Vidnesbyrd forbi, men maa antage,
at den egentlige „Bergens Fundats“ (ɔ: 1ste og
2den Bog) er forfattet af Walkendorf med Raadmændenes
Bistand, og at denne Bog senere er fortsat af Herluf Lauritssøn,
ligesom den efter hans Tid fik adskillige Tillæg.
Man vil i det ovenfor staaende Citat se, at Beretningen om
Haakons Død oprindelig er den samme som i Rimkrøniken;
Fortællingen om, at Kongen vilde blive begravet i Mariakirken,
men at Vinden drev hans Mænd til Bergen, er saaledes
egen for Walkendorf. Fra ham synes den at være laant
til Bergens Rimkrønike fra 1560 (den, som Nicolaysen har
trykt), thi her forekommer den i en udvisket Form, som
forudsætter Fundatsen:
Siden gav han i Ørknø sin sidste Hikke
og er jordet i Bergens Domkirke,
endog han havde sig til Oslo agt,
havde det ei voldet Guds Vind og Magt.
Rimkrøniken kaldes Kongen ogsaa „hellig Haakon Haakonssøn“, og dette har rimeligvis ogsaa staaet i Walkendorfs
- ↑ N. Mag. I 550.
