Den næste Morgen drog da Kongen „op fra Øren og
til det Sted, som hedder Krossbrekka; han hvilte sig der
paa Brekken og saa nedefter Dalen i Fjorden, idet han
sagde: „en møisommelig Færd har de skaffet mig, Kalv Arnessøn
og hans Fæller, som nys var vore Venner og Tilhængere.“
Det er sagt, at endnu staa de Kors, han lod reise
der, hvor han sad paa Brekken.“ Denne Krossbrekka kaldes
nu Langbrekka og er en Terrasse, der har dannet sig foran
Dalaabningen, men siden er gjennembrudt af Elven; der
voxer frodig Furuskov over hele Brekken. Endnu i Midten
af forrige Aarhundrede vedligeholdt – efter Strøm – Almuen
her et Trækors; nu findes der et Jernkors, som er fæstet
ovenpaa en stor tilspidset Bautasten, der bærer Indskriften:
„Olaf d. Hel. Ann. 1029“. Endnu fortæller Bønderne – ligesom
man kan læse hos Strøm – at her sad St. Olav og saa
sine Skibe brænde, idet han selv havde ladet sætte Ild paa
dem. Dette strider mod Brudstykket, som udtrykkelig siger,
at han „lod Skibene sætte op ved Sult og lod der opbevare
sine Segl og Skibenes fulde Udstyr“; det strider ogsaa mod
Snorre, der har bevaret det føromtalte samtidige Vers, hvorefter
Jökul Baardssøn fik at styre „det Skib, som Olav den
digre ejede“.
„Siden steg Kongen tilhest og red op efter Dalen, og de hvilte ikke, før end de kom til Urden,“ Skærfsurð, som Bruse ovenfor har omtalt som „ufarbar baade for Mænd og Heste“. Veien op gjennem Dalen gaar nu afvexlende paa Nord- og sydsiden af Elven over flere Broer, som dog alle er byggede i dette Aarhundrede; før den Tid gik Veien paa hver Side, men uden Forbindelse, og der fandtes ingen Bro, før man kommer til den saakaldte „Gudbrandsbrua“, strax nedenfor Urden, omtrent 5 Fjerdinger fra Sylte. Her snevres Elveløbet sammen til en smal Rende mellem høje Fjeld-
