Aabningen mellem Yterøen og Frosten paa Østsiden, Mosviken, Sundsetvik og Saltviken paa Vestsiden. Det bliver ogsaa god Tid til at ro det lille Stykke Vei tilhøire ind i Mosviken, paa hvis søndre Side ved Mundingen af Nærvikselven der gaar et furubevoxet Næs ud i Fjorden mod Øst. Dette vilde ikke alene yde Skjul for Forberedelserne, men her er ogsaa en mindre Bugtning af Kystlinjen, hvorved der har dannet sig en liden, lun Vig, Kattehaalet, en hundrede Fod langt og 5 Favne dybt lige ved Land. Folk i Mosviken har naturligvis ogsaa læst sin Snorre, og de beretter, at det var i Kattehaalet Svein Jarl skjulte sig. Selv ved Midtvinter kan man komme til Lands her, thi Mosviken pleier at være isfri om Vinteren, ialfald lægger Isen sig ikke tykkere, end at man kan ro igjennem den, og specielt har Kattehaalet ikke i Mands Minde været tilfrosset mere end én eneste Gang. Men – én Vanskelighed bliver der tilbage, og den gjør hele Snorres Fortælling suspekt: han lader Løvskov voxe ved Mosviken, og – hvad mere er – denne Skov bærer Løv ved Vintertide, lige før Jul, og det Løv kan skjule et helt Skib! Endog begge Beretninger er enige om, at Flugten skede ved Juletid, og for et Sammenstød mellem Olav og Svein kan der ikke skaffes anden Tid end Vinteren før Nesjeslaget. Man kan her ikke lade være at tænke paa Sagnet om den vandrende Skov, som skjulte Angriberne; her er det samme sagn anvendt til Forsvar. Men da Sagnet om Løvskoven hos Snorre fremtræder sammen med en nøiagtigere Fremstilling af Begivenheden, maa alle Detaljer have hørt sammen i Sagnet; Sagnfortælleren har ikke vidst om, at Begivenheden skede ved Vintertid, og Snorre har som Islænding ikke forstaaet sig paa Trævext og derfor ikke observeret Modsigelsen mellem dette sagn og den øvrige Fortælling. Snorre har selv aldrig været i det
