delser, der dog alle henviser til en fælles Kilde med senere Tilføielser; den ældste Bearbeidelse synes at foreligge i Fornm. Sögur 11te Bind, medens den af Hammarsköld aftrykte Stockholmer-Codex turde opfattes som et Uddrag af hin. Sagaen beretter, at Jomsvikingerne paa sit Tog først landede i Norge ved Tønsberg[1], hvor Haakons Lendermand Øgmund (Gudmund) hvite undslap med Tabet af sin Haand og skyndte sig afsted til Haakon Jarl for at melde ham Vikingernes Ankomst; han træffer Jarlen i et Gjestebud hos Lendermanden Erling paa dennes Gaard Skuggen paa Søndmøre. Jarlen og hans Sønner Erik og Svein giver sig da i al Hast til at samle Folk og Skibe og kommer sammen til det aftalte Mødested, Hjörungavágr ved Øen Höð. Imidlertid kommer Vikingerne forbi Stað og lægger bi i Hærøerne. Derfra drager Vagn Aakessøn – efter Kongesagaerne Bue Digre – ind (utau) til Øen Höð for at skaffe Føde og faar her af Bonden Ulv høre, at Jarlen ligger med 1 eller 2 Skibe „indenfor Øen i Hjørungavaag“. Vikingerne skynde sig da tilbage og i samlet Styrke ro de mod Vaagen, som de snart finder dækket med Skibe. Vaagens situation skildres saa: „Saa er her sagt, at Vaagens Bund vender mod Øst, men Mundingen i Vest; ude i Vaagen staar 3 Stene, som kaldes Hjørunger, den ene større end de to andre, og efter dem har Vaagen faaet Navn; midt inde i Vaagen ligger et Skjær, og fra Skjæret er lige langt til Land paa alle Kanter, baade fra
- ↑ Kongesagaerne – Noregs konungatal og Heimskringla – samt Biskop Bjarne siger, at dette skede paa Jæderen (cfr. Drápaen Vers 19: Jólanatt at Jaðri), og dette er historisk rigtigere, thi først paa Jæderen, der hørte til Haakon Jarls Rige, kunde de danske Vikinger begynde at plyndre, medens Vestfold var dansk. Men hvorfra denne Forbedring er kommet, ved jeg ikke at forklare.
(Mon Hist Germ. VIII p. 351), turde henvise til en ældre latinsk Behandling af Danmarks eller Nordens Historie.
