mand, blev allerede i Frederik den førstes Tid forlenet med Nedenes, som han siden beholdt ved Siden af Akershuus Hovedlen lige til sin Død 1551. Sønnen Hans Pederssøn († som Norges Cantsler 1602 og en Tid forlenet med det vigtige Bergenhuus) fik 30 Sept. 1585 Nedenes Len ved Erik Munks Afsættelse, allerede Aaret før denne førtes til Dragsholm, og beholdt det til 1592.
12) Vi have her atter et af de hyppig forekommende, dog vel oftest overdrevne Vidnesbyrd om den norske Almues Uvilje mod Fogderne i disses Egenskab af Skatteopkrævere og tildels ogsaa mod Præsterne. Hvad disse sidste angaar, er Peder Claussøns Fortælling om, at en eneste Mand i Thelemarken havde ihjelslaget sex Præster, og at hans Søn ønskede, ikke at staa tilbage for Faderen (Norges Beskrivelse, S. 47), noksom bekjendt. Samme Forfatter har ogsaa efterladt en anonym Opsats (kun delvis trykt i Hofmans Skrift om Tienden, 2 Udg., S. 35 fgg.), der findes i Afskrift i den Kallske Samling paa det store kgl. Bibl. (Nr. 472. 4to). Her heder det: „De have altid af gammel Tid herudi Lenet (Lister) havt saadan oprøriske Sind, som kan bevises med de Herremænds og Fogders Begravelser, som de endnu selv vide at vise paa Seiersvold, at de udi formere Tid paa deres almindelige Thing have ihjelslaget og gravet dem der ned og kastet en Hoben Steen paa dem.“ Det Fogeddrab, som Erik Munk omtaler som foregaaet i Peder Hanssøns Tid, er en Kjendsgjerning, hvorom allerede Allen (De tre nord. Rigers Hist., I, S. 252–253) har meddeelt Oplysninger. Fogden i Nedenes blev nemlig i 1541 dræbt af 18 Fjeldbønder fra Robyggelaget, idet hver af Bønderne tilføiede ham, der laa tilsengs, et dødeligt Saar. De vilde derfra begive sig videre til Gaarden Egeland (udentvivl Ytre-Egeland i Kvinesdal) for ogsaa at dræbe Fogden der, som dog heldigvis ej var hjemme. Til Allens Beretning kunne vi føie, at denne sidste Foged var den paa Reformationstiden bekjendte Stig Bagge (L. Daae’s Norske Bygdesagn, 1, S. 64–65), som selv i et Brev har omtalt Begivenheden.
13) Prebelie formodentlig Privilegium.
14) „Forder“ sandsynligvis Forte (Chr. Molbech, Dansk Glossarium eller Ordbog over forældede danske Ord. Kbhn. 1857. I, S. 234–235), et hyppigt forekommende, men uklart Ord, der synes oftest at betyde Fævei eller Udmark i Almindelighed.
15) Regjerende Biskop, ɔ: Herre-Bisp eller fyrstelig Biskop i den katholske Tid. At Bisper ligesom verdslige Høvdinger hyppig tilegnede sig Jordegods, naar vedkommende Eier ikke kunde betale skyldige Afgifter, Mulkter o. s. v., er bekjendt nok, see f. Ex. om Olaf Thorkelssøn, Bergens sidste katholske Biskop, Absalon Pederssøns Beretning i Norske Saml. 8vo I, S. 5. I et utrykt
