og dens Repræsentant, Skjebnen, underordnede, saa bliver det denne Orden eller Sammenhæng, saaledes som denne opfattedes, altsaa Schematismen, som paa et vist Trin af den menneskelige Udvikling i sidste instans bliver den absolute Souverain. Men er dette Tilfældet, saa vil Tallet, denne Schematismes – fra Datidens Standpunkt – fuldkommeste Udtryk, blive søgt gjort gjeldende overalt. Et ordnet Samfund vil sige et Samfund, som er inddelt efter bestemte Tal.
Men den antike paa Religionen baserede opfattelse af Lov og Ret var hensynsløs. Hvor vi af tusinde Hensyn til den Enkelte vakle, var gammel Ret ubøielig, og et antikt Præsteskab – den hellige Rets vogter – var ubønhørligt i en Udstrækning, hvorom vi ikke lettelig kunne gjøre os noget Begreb. Hvor ethvert Liv fra Kongens til Trællens kunde fordres, naar et omen eller portentum krævede det, hvor enhver menneskelig Følelse maatte offres for Lovens Bogstav, der vilde man ogsaa gjennemføre en Talschematisme i Samfundet, naar den guddommelige Orden fordrede det. De gamle Romeres Samvittighedsfuldhed ligeoverfor Guderne er bekjendt, og en lignende Underkastelse under Guderne har existeret hos Sveverne. I sin Germania cap. 39 siger Tacitus: „Semnonerne ansees som de ældste og ædleste blandt Sveverne; Troen paa deres Ælde slaaes fast af Religionen. Paa bestemt Tid møde alle Folkeslag af det samme Blod ved Gesandter i en Skov, som er helliget af fædrene Varsler og nedarvet Rædsel, og høitideligholde, efter offentlig at have slagtet et Menneske, en urgammel barbarisk og rædsom Gudstjeneste. Denne Lund er ogsaa paa anden Maade Gjenstand for Ærefrygt; ingen betræder den uden i Lænker[1]; han skal vise sig som en Mindremand og Guderne
- ↑ Folkets Navn er endog udledet af denne Belæggelse med Lænker. Simrock Deutsche Mythol. 498.
