ning dem omgivende Skare, saa har vistnok ogsaa det samme i gamle Dage været almindeligt blandt Lapperne efter den Beskrivelse over en lappisk Troldkarls Adfærd, som er os given i Chron. Norv. og lyder saaledes: Tunc quidam magus extenso panno, sub quo se ad profundas veneficas incantaciones preparet, quoddam vasculum ad modum caratantatorum sursum erectis manibus extulit, cetinis atque cervinis formulis cum loris et ondriolis navicula eciam cum remis occupatum – – Cumque diutissime incantando tali apparatu ibi saltasset, humo tandem prostratus, totus niger ut Ethiops, spumans ora ut puta freneticus, preruptus ventrem vix aliquando cum maximo emisit spiritum. Det nævnte vasculum kan nemlig ikke være andet end Runebommen, eller hvad de Svenske kalde Lappernes Trolltrumma. Naar Troldkarlen vilde skride til Udførelsen af sin Kunst, löftede han altsaa dette Redskab, der havde Formen af et Kar (eller et Sold[1]), og var besat med mange og mangeslags Figurer, der betegnede forskjellige saadanne Gjenstande, som Troldkarlen eller hans Aand brugte til Befordringsmiddel paa sin Rejse for at udforske det skjulte eller udrette andet, som oversteg et Menneskes naturlige Evne; og han søgte derpaa under Sang og Dands at sætte sig selv i en saadan Tilstand, at han faldt om som død og blev liggende paa Jorden med fraadende Mund, sort som en Blaamand. Skjøndt det her ikke udtrykkeligen siges, at han slog paa den opløftede Tromme, som han holdt i sin Haand, kan der dog neppe være nogen Tvil om, at han gjorde dette, og at det ikke omtales tør nok ansees
- ↑ Dette ligger nemlig i Textens caratantatorum for taratantarorum; se P. A. Munchs Anm. S. 35.
