Besiddelse af fremragende Dygtighed. Som et Sted, hvor denne især kunde opnaaes, stod tidligere Paris[1] i stor Anseelse, medens derimod efter Reformationen Wittenberg indtog dens Plads som Stedet, hvor man i Nedgangsskolen lærte den sorte Kunst[2]. Men jo mere det kom dertil, at Presterne i den fra Romerkirken løsrevne Kristenhed holdt det for sin Skyldighed ikke allene at afholde sig fra alt, hvad der kunde støtte saadan Overtro, men endogsaa at modarbejde eller undergrave den, desto mere gik denne Virksomhed der over i andre Hænder. Det var ikke overalt, at man havde den romerske Kirkes Prester saa nær, at saadan Hjælp kunde søges hos dem, naar man ikke kunde faa den hos sine egne[3]; men hvor dette ikke var Tilfældet, gaves der dog altid Personer af selve Almuen, der overtoge denne Tjeneste og indtoge Presternes Plads som Indehavere og Udøvere af Kunsten at gjøre overnaturlige Magter til Menneskenes Tjenere. Svartebogen og Opskrifter af saadanne Besværgelser, hvoraf de i dette Øjemed betjente sig, har det derfor endogsaa indtil den allersidste Tid ikke været særdeles vanskeligt at opspore og overkomme blandt vor Almue.
Hvor megen Trolddom der end saaledes baade i Hedendommens og Kristendommens Dage har været udøvet af og iblandt vort Folk, saa har dog Finnerne lige fra de ældste Tider indtil nu været ansete for dets Mestere og staaet i stort Ry for den særegne Dygtighed i denne Retning, som
- ↑ Se Fortællingen om Biskop Jon Haldorson i Biskupa Sögur II, 223 fg.
- ↑ Navnet har sin Oprindelse fra. gr. νεκρομαντεία, som i Middelalderen blev forvansket til nigromantia; jvf. J. Grimm d. Mythologie 3te Ausg. S. 989 Anm.
- ↑ Se Wuttke, der dentsche Volksaberglaube No. 199. Et lignende Forhold som det her omtalte finder nok ogsaa Sted i Irland.
