godtgjøre, at Norges Lapper allerede før Reformationens Indførelse i Landet havde antaget Kristendommen eller underkastet sig de til dens Kultus hørende Forskrifter. I dette Øiemed kan jeg nu først henvise til et Ord i deres Sprog, der betegner en af den kristelige Gudstjenestes Handlinger, men maa være laant fra det gamle norske Sprog allerede paa en Tid, da dette endnu var i sin Velmagt, eller dets Udartning i al Fald kun har været i sin Begyndelse. Betjeningen med Herrens Nadvere betegne nemlig vore Lapper med Ordet divnast, som umiskjendeligen er vort gamle Sprogs þjónasta, der havde samme Betydning, men paa den Tid, til hvilken man i Almindelighed hensætter Lappernes omvendelse til Kristendommen, ikke længere brugtes i denne Form, ej heller i denne Betydning. Var Deltagelsen i Herrens Nadvere først ved den saakaldte finmarkske Missjon i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede kommen i Brug blandt vore Finner[1], vilde de til dens Benævnelse have optaget det Ord, hvormed det da betegnedes hos det Folk, hvorfra de modtoge denne Del af den kristelige Kultus tilligemed selve Kristendommen. Men naar de nu betegne den med det af þjónasta dannede divnast, da viser dette netop, at Ordet af dem maa være optaget paa, og hos dem maa have været i Brug ligefra den Tid, da det uforandrede þjónasta endnu brugtes til at betegne denne hellige Handling.
Som yderligere Bevis for Kristendommens Ælde blandt Lapperne skal jeg dernæst nævne nogle Levninger af den
- ↑ At Lapperne baade lode sine Børn døbe og selv gik til Alters, førend den finmarkske Missjon traadte i Virksomhed, kan ogsaa sees af H. Hammonds “Den norske Missions Historie“ paa flere Steder, f. Ex. S. 31 fg. 480–485. Kaldtes de end Hedninger, saa ere de altsaa dog døbte (kristnede) Hedninger.
