omvende dem, derom kan dog neppe være nogen Tvil. Uagtet Paul Warnefred eller Paulus Diaconus siger, at en Del af dem allerede paa hans Tid vare omvendte til Kristendommen, er det dog aabenbart, at dette ikke kan have været Tilfælde; medens det heller ikke kan være noget Vidnesbyrd imod deres Kristendom, at de paa Adam af Bremens Tid vare særdeles hengivne til Udøvelse af Trolddom, uagtet han dermed synes at begrunde det, naar han til samme Tid, som han betegner Norges øvrige Indbyggere som særdeles kristelige, gjør en Undtagelse for Lappernes Vedkommende. Ti saadant lod sig vel da, ligesom det langt senere har ladet sig forene med et Slags Kristendom.
Om der end ikke tidligere hos os er virket med Alvor og Held for Lappernes omvendelse til Kristendommen, tør det dog nok i al Fald ansees for sikkert, at denne har ligget Kong Haakon Haakonssøn alvorligen paa Hjerte. Ti naar der som Bevis for, hvor ivrig han var for at fremme Kristendommen i Norge, fortælles, at han lod opføre Kirke i Trums og kristnede det Kirkesogn[1], der vel at mærke da maa have haft et langt større Omfang end senere, kan de omvendte ikke vel have været andre end Lapper; og disse Landets gamle Indbyggere kan han vel saa meget mindre have ladet blive i deres Hedenskab, naar han kristnede de for Tartarerne flygtende Bjarmer, da han lod disse nedsætte sig i Malangen. At der blandt de inden Norges Riges daværende Grænser boende Lapper endnu under hans Sønnesøns Haakon Magnussøns Regjering fandtes Hedninger, ser man dog deraf, at denne gjorde de Lapper, der lode sig omvende til Kristendommen, den Indrømmelse, at de i 20 Aar fra den Tid skulde slippe med Tredjedelen af den Bod, som
- ↑ Fornmanna Sögur X, 152 (Hákonarsaga Hàkonarsonar c. 333).
