historisk eller ei, derom kan ingen sikker Oplysning gives. Ingen samtidig Kilde, intet dansk Sagn, ikke Mag. Adam, ikke en Skald omtaler det. At Haralds “Samtid eller nærmeste Eftertid“ særlig erindrede og priste denne Bedrift, har man sluttet af de to stavrimede Linjer om at “Harald slap af Danernes Hænder“, som Snorre lader Haralds Mænd synge paa Hjemveien; men selv dette er usikkert, thi Linjerne er uden Forfatternavn og er komne til Snorre med selve Fortællingen. De kan ligesaa godt være digtede langt senere, f. Ex. i 12te Aarhundrede, og bærer samme Karakter som de mange Visestumper, vi finder i Sverressaga. Kun det véd vi, at Snorre har truffet paa et Saga om Haralds Bedrifter i Limfjorden. Da dette Sagn ikke støtter sig til en navngiven Skald og ikke viser sig i Kongesagaerne før med Snorre, kan det ikke tilhøre den islandske Tradition; hos Snorre er det knyttet til Beretningen om Oslos Anlæg, og man kan derfor gjætte paa, at det er et Lokalsagn fra Viken, hvilket Snorre har fundet og optegnet den Vinter, han opholdt sig her (1218–19). Men et saadant Sagn kan aldrig faa den Betydning, at det slaar ihjel alle danske Beretninger og samtidige Skaldes Antydninger af, at Limfjorden i 11te Aarhundrede var aaben mod Vest.
- 15. Februar 1876.
Efterskrift. I det nys udkomne Februar–Martshefte af “Det nittende Aarhundrede“ har Hr. Fuldmægtig A. D. Jørgensen gjort Steenstrups Afhandling til Gjenstand for en Anmeldelse. Hans Anker falder tildels sammen med vore; navnlig kan fremhæves hans Kritik af Steenstrups Oversættelse af Snorres Ord (cf. ovenfor Side 128–29), hvor han bl. a. gjør opmærksom paa, at der til “or víkinni er eið mjótt vestr til hafs“ findes en træffende Parallel i det ovenfor S. 129 citerede Udtryk af Snorres Olavssaga “einn óss er til hafs or Leginum“. Naar jeg iøvrigt ikke kan erkjende, at Hr. Jørgensen har Ret i Spørgsmaalet om Fjordens Skikkelse i 11te Aarhundrede, tror jeg ovenfor at have fremført mine Grunde.
