Jeg saae atter tydeligt den mærkelige Personlighed med hvem jeg i min tidlige Ungdom færdedes her og som med næsten uindskrænket Magt herskede over mit uerfarne Sind. Hans Skjæbne bevægede engang en liden Kreds af Venner og foer som et flygtigt Rygte gjennem den stille By, men denne Historie er snart et Snees Aar gammel og jeg er den Eneste der nogenlunde kjendte den i Sammenhæng. Lad mig da fastholde den nu, medens den saa stærkt fornyer sig i min Erindring. Jeg vil gjengive Billedet som det staaer for mig. Den Charakter, jeg i Samlivets Dage ei forstod at udgrunde, skal kun fremtræde i de Træk, som jeg umiddelbart har kunnet opfatte.
En Løverdags Eftermiddag i August sad jeg alene hjemme og saae ud af det aabne Vindue paa Skyerne, der dreve for en sydvestlig Vind. Jeg tænkte paa Carl, min Omgangsven, som jeg om Formiddagen havde besøgt og truffet i et Selskab, der, paa en for mig selv uforklarlig Maade foruroligede mig. Den gamle Fisker fra Næsodden var hos ham og havde denne Gang, ganske mod Sædvane, sin Datter med. Carl og jeg tog undertiden paa vore Jagtture ind hos den gamle Hans, og den smukke Marie blev bestandig af os behandlet med en vis omhyggelig Opmærksomhed. Hun havde været fire Aar i Huset hos en Oberstlieutenant H. paa Ringeriget, og hun var der mere bleven betragtet som Barn end som Tjenende. Dette var vel Grun-
