paa skovvæsenets omraade kan indrette sig ganske som den selv vil; fordi m. a. o. hver enkelt stat paa dette kan oprette eller la være at oprette hvilkesomhelst retsgoder de selv finder for godt — derfor maa med nødvendighed de retsgoder som paa dette omraade oprettes, bli stationære i vedkommende lande, som finder for godt at oprette dem. M. a. o. ethvert retsgode, som skylder de enkelte staters forgodtbefindende sin existens som retsgode, blir nødvendigvis stationært. Et ambulant retsgode maa altsaa ikke skylde de enkelte staters forgogtbefindende sin existens som retsgode. Og det gjør de heller ikke, de ambulante retsgoder som liv, frihed, ejendom osv.; de skylder ikke de enkelte staters forgodtbefindende sin existens som retsgoder; man spør ikke de enkelte stater, om de vil være saa snil at anerkjende liv frihed ejendom osv. som retsgoder. Tværtimod: træffer man paa et folkeslag, som ikke anerkjender og ikke vil anerkende disse retsgoder, saa simpelthen tvinger man dem til det; man tvinger dem til at anerkjende disse retsgoder, tvinger dem til at omgjærde dem med en straffelov og til at oprette domstole som haandhæver den staffelov. Og først naar det er giort; først naar paa den maade anerkjendelsen af de
