Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/71

Denne siden er korrekturlest

lændingen, naar eieren paa femte dag, fimtarstefna, indfandt sig, under ransstraf skulde have fortrukket.^[1]

Spørges der nu, hvorledes man da vestenfjelds har forfulgt en forbudssag, saa indeholder lovbogen kun exempler paa, at sagen umiddelbart indførtes for thinget, hvorimod nogen skiladóm ligesaa lidt nævnes som nogen fimtarstefna i thrøndersk betydning. Man maa altsaa, naar det efter de 5 dages forløb viste sig, at vedkommende ikke vilde rette sig efter forbudet, strax som vitterlig ranssag have bragt sagen ind for thinget, og den civilretslige berettigelse, hvorom striden egentlig dreiede sig, og hvorpaa ogsaa forbudets retslige kraft beroede, maa være bleven trukken ind i ranssøgsmaalet. Dette turde igjen staa i forbindelse med den allerede paapegede svage udvikling af den hele institution vestenfjelds, idet man kun synes (at have nedlagt forbud i ganske klare tilfælder, i hvilke klagerens ret ikke egentlig kunde bestrides, men kun aabenbart krænkes, hvorimod man ikke kan sees at have benyttet det som indledning i uvitterlig sag^[2]. Derfor sætter Gul.loven heller ikke markeskjelstrætter i nogen sammenhæng med forbudsnedlæggelsen. I det Throndhjemske derimod var forbudet den regelmæssige begyndelse i en række beslægtede søgsmaal, hvorfor det ogsaa fik navn af lovfæstelse, d. e. erklæring om at ville indhente

lovens udslag i sagen, og som enhver uvitterlig civilsag gik ogsaa

↑ Gul. kap. 77: Nu ferr maðr á jörð manns, ok tekr eigi heimild af þeim er á, þá skall gera honum fimtar stefnu af, ok leysa sitt med landnámi af, þá ef hann vill eigi af fara, þá skall stefna honum til þings fyrir rán. Jfr. det hyppige udtryk: fimta einhvern af, ór, eller brótt, f. e. rb. 9 marts 1295 § 1.
↑ Fra dette standpunkt af lader sig, som allerede ovenfor antydet, maaske en dybere indsigt naa med hensyn til forbudssagernes og fimtarstævnets udvikling. Gul.lovens benyttelse af ordet stefna synes at staa i bestemt modsætning til ordet dómr og at betegne en mere formløs og ikke dømmende forsamling, og dette gjælder ikke alene ved forbud, men, som vi have antydet, ogsaa ved løsningssager. Da Gul.loven i det hele skildrer ældre retstilstande end Fr loven ligger det ikke fjernt at formode, at det er en sildigere tid, der saa kraftig har udviklet de nordenfjeldske forbudssager og derunder tillige medført, at fimtarstefna, der oprindelig var ligesaa underordnet som Gul.lovens, er gaaet over til dóm, dog med bibehold af sit gamle navn.

[1] Gul. kap. 77: Nu ferr maðr á jörð manns, ok tekr eigi heimild af þeim er á, þá skall gera honum fimtar stefnu af, ok leysa sitt med landnámi af, þá ef hann vill eigi af fara, þá skall stefna honum til þings fyrir rán. Jfr. det hyppige udtryk: fimta einhvern af, ór, eller brótt, f. e. rb. 9 marts 1295 § 1.

[2] Fra dette standpunkt af lader sig, som allerede ovenfor antydet, maaske en dybere indsigt naa med hensyn til forbudssagernes og fimtarstævnets udvikling. Gul.lovens benyttelse af ordet stefna synes at staa i bestemt modsætning til ordet dómr og at betegne en mere formløs og ikke dømmende forsamling, og dette gjælder ikke alene ved forbud, men, som vi have antydet, ogsaa ved løsningssager. Da Gul.loven i det hele skildrer ældre retstilstande end Fr loven ligger det ikke fjernt at formode, at det er en sildigere tid, der saa kraftig har udviklet de nordenfjeldske forbudssager og derunder tillige medført, at fimtarstefna, der oprindelig var ligesaa underordnet som Gul.lovens, er gaaet over til dóm, dog med bibehold af sit gamle navn.

[1]

[2]