Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/280

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

som saadan fremtraadte, blev nemlig den nærmeste afledede sætning denne, at et faktisk forhold blot behøvede at være paa det rene, for at enhver derom kunde vide, hvad der var ret. Det blev derfor en hovedfordring, at alle omstændigheder, hvorigjennem man, uanseet om ved kontrakt eller delikt, indtraadte i retsligt forhold til sine medmennesker, saavidt muligt skulde have kjendsgjerningens fulde karakter, og dette opnaaede man dels ved vigtige retshandlers afsluttelse i talrige forsamlinger, paa thinge eller andetsteds, dels, hvor saadant ikke var praktisk, ved tilkaldelse eller opnævnelse af i det mindste to gode mænd, der skulde mærke sig, hvad der foregik. De mænd, formedelst hvilke kjendsgjerningen saaledes holdtes aaben, kaldtes vidner, og den retshandling, hvorved de opfordredes til iagttagelsen, betegnedes ved udtrykket at skirskote under vidner.

Vilde man gjøre et gjennem skirskotningen vitterligt forhold gjældende, var den forpligtede fremfor alle den, hvortil man havde at henvende sig. Af ham krævedes det, at han for tilfældet skulde gjøre sig til organ for samfundets retsopfatning, og princippet for det saakaldte søgsmaal i vitterlig sag blev altsaa ved hjælp af skirskotningsvidner at forelægge sagvolderen sagen i vitterlig stand og opfordre ham til at rette for sig d. e. til at udøve den retssætning, som han selv vidste her kom til anvendelse (krav).

Forudsætningen for denne fremgangsmaade var, at sagvolderen vilde vise sig at være en mand med agtelse for lov og ret. Udsprang forpligtelsen derimod netop fra en retskrænkelse fra hans side, maatte denne tankegang forlades. Ved de allermindste delikter holdt man vistnok endnu fast derved; men ved de fleste og større fandt man det nødvendigt strax at paakalde det offentliges hjælp.

Var det paa den anden side ikke muligt at gjøre forholdet vitterligt gjennem skirskotning – og i ethvert samfund vil der være rækker af forhold, der ikke kunne opfattes gjennem en enkelt iagttagelse – tyede man til personer, der ifølge deres stilling og livsvilkaar maatte have dannet sig en erfaringsmæssig kjendskab til sagen, og paaberaabte sig dem til fordel for sin paa-