Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/208

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mord, kom det paa de vestenfjeldske ørvarthing regelmæssig til dom, idet vedkommende dømtes til det i loven fastsatte forsvar, hvis han havde lydt stævningen, og i modsat fald strax blev endeligen domfældt som fredløs.

Frost.lovens regler ere i det hele taget mindre klart udtrykte end den anden kildes, men synes i ikke uvæsentlige punkter at afvige derfra. Den kjender vistnok ogsaa undersøgelsen af den dræbtes saar og den deraf dragne slutning[1], ligesom den tildeler den døendes udsagn samme vægt, som Gul.loven[2]; den giver klare bestemmelser om hjemsøgelsesvidner[3] og drab i gildehus[3], hvilke sidste ganske falde sammen med eller udfylde Gul.lovens, og endelig synes den i det hele at drage de samme slutninger af ledsagernes opførsel.[4] Mærkes maa det ogsaa, at Frost.loven udtrykkelig udtaler, hvad den vestenfjeldske lovbog kun giver som forudsætning, at den gamle regel om det tilfælde, at den døendes udsagn og viglysingen ikke opgav samme mand, fra at aabne adgang til samtidigt søgsmaal mod begge var rettet derhen, at viglysingen tilsidesattes. Men derimod synes det at fremgaa, at det først var paa ørvarthinget, at disse oplysninger nordenfjelds tænktes at komme eftermaalsmanden i hænde, og at denne derfor ikke i almindelighed indlod sig paa at stævne nogen bestemt til dette første thing. Frost.loven taler ikke et ord om at lægge nogen paa pilen og har derfor heller intet forbud mod paa thinget at anklage ustævnt mand. I forbindelse hermed staar det, at den

dræbtes to ledsagere, der gjensidig beskylde hinanden for mordet,

    forudsætning, at utlegden ikke var bleven udtalt, thi var manden fredløs, maatte det jo blive hans egen sag, hvor længe han ønskede at leve i den tilstand.

  1. Fr. 4–26 og Bj. kap. 14.
  2. Fr. 4–5.
  3. 3,0 3,1 Fr. 4–14.
  4. Fr. 4–6, 26 og 27. Naar det første sted siger, at klageren kan sigte, hvem han vil af to, der gjensidig beskylde hinanden for deres kammerats drab, saa synes dette kun at vare en praktisk formildelse af den ældre sætning, som Gul.loven har, at de begge blev at anse som skyldige, subsidiært maatte vel her ogsaa den anden holde for.