det er saa kostbart, siger de —; man bare klemte paa. Bedst ikke at vide noget, saa bliver det saa meget gildere, naar det kommer.
Jovist blev det gildt!
Det eneste, som opnaaedes ved det svære Arbeide, var altsaa denne lille Tapning af Statskassen. Hvad de øvrige Resultater angaar, saa melder Sagaen, at det var Kjærringerne, som først fik føle noget til dem; en vakker Morgenstund opdagede de, at de ikke længer havde Vand til at skylle Klæder i! Det havde naturligvis ingen tænkt paa. Siden opdagedes det, som værre var: øget Sandflugt indover Heierne. Vandet havde før taget lidt af for den; nu var det Gjærde revet.
Og saa var der blevet saa gement stygt. Andre Myrer er der da ligesom et Haab ved, men denne her... Ja man faar altsaa vente, til den engang i Historien gror igjen og bliver som en af de andre Myrer; da kan man jo dyrke den ogsaa. Gudbevars — hvis den ikke imidlertid er blevet til en Sandørken!
Slige Bedrifter er udførte fleresteds paa Jæderen. Nu er det ikke andet end disse smaa Vandene her og der, som liver lidt op i Jæderens brune Ensformighed. Saa at her skulde man heller anlægge Sjøer end tappe dem — bare af den Grund. Men nei. Eventyrlysten var vaagnet. Den krævede sit Offer.
Naar urnorsk Eventyrlyst slaar sig sammen med ny-norsk Sagkyndighed, saa kan der passere noget af hvert. Vist er det, at dersom jeg var Konge, saa
