Jeg kom til at bo paa Ytre Salte, nær Havet.
Der er velstandsmæssigt der nede efter jæderske Forhold, og saa er det den herlige Sandstrand nedenfor, og de dejlige Lyngheier med Smaatjern og Torvmyrer lige ind paa Husene. Der var Viber i Mangfoldighed og Heigre og Efugl og meget rart; jeg befandt mig vel og arbeidede godt, naar det ikke var for koldt da. Men til Benefice for mig, den største Frysepind i Skandinavien[1], skulde naturligvis denne Sommer bli saa kold, at der omtrent aldrig var Tale om at gaa en Tur uden Overfrak (ikke at tale om Paraplyen). Og saa var det den evige Nordvesten, som susede saa langsommelig og dyssede mig i Søvn. Der blir saa indestængt stille paa Jæderen, naar Nordvesten huserer.
— Men ogsaa paa Saltestranden brændte de Tare. Allesammen sa de, at det var galt, og at Jorden blev armere Aar for Aar; men hvad skulde de gjøre; de maatte jo ha en Rettleids-Skilling. Banken skal ha sit og Lensmanden sit, og nu skal vi ha direkte Skat ogsaa....
Imidlertid var Tare-Røgen ikke saa generende
her som længer oppe i Landet, hvor den stuves
- ↑ Sambo har i „V. G.“ nedlagt Indsigelse imod, at jeg
tilegner mig denne Titel, da den rettelig er ham
tilkommende, mener han.
Kanske Sambo har Lyst paa en liden Proces kanske?
