dig“ Men at drage et menneske til ansvar for det, hvori han er ganske og aldeles „uskyldig“, det kan man ikke gjøre med nogen moralsk ret.
Determinismen gaar altsaa ud fra, at man aldrig med nogen moralsk ret kan drage et menneske til ansvar for hans handlinger. —
Den praxis, det moderne samfund befølger, svarer ikke ganske til denne determinismens opfatning. Det moderne samfund bekjender sig, som man ved, til en bestemt herskende moral, i den opdrages den opvoxende slægt, og for overtrædelser af den sætter samfundet forskjellige straffe, i den hensigt at bevidstheden om straffen, der følger paa den umoralske handling, skal træde støttende til, hvor den moralske følelse skulde vise sig utilstrækkelig til trods forden moralske opdragelse.
Saadan er det moderne samfunds praxis, og ved denne praxis opretholdes den dag i dag den gamle morals herredømme.
Og hvad er det, som derved sker? Hvad vil det sige, at moralen ved hjælp af den moralske opdragelse og det moralske ansvar sejrer hos den store masse af individer?
Intet andet, end at alle de individuelle anlæg ogtilbøjeligheder, der staar i strid med den gjængse moral, trænges tilbage; at m. a. o. individualiteterne nivilleres, hindres i at komme til fri udfoldelse. — Ved denne individualiteternes nivellering fattiggjøres det personlige individuelle liv, og følgen er, at samfundslivet, det sociale liv, istedetfor at være et frugtbart samliv mellem rigt udviklede
