holder ved det Gamle – og det gjør han jo, naar han er uvidende – saalænge tillukker ogsaa de Andre Øjnene for forstandige Forandringer, som de havde godt af at anvende.
Som Følge heraf staar det ogsaa daarlig til med Oplysningen mangesteds. At komme frem i Verden er sandelig noget Vigtigt; og at stræve herefter, er meget at rose; men naar man saa kun vil slaa sig frem akkurat paa samme Maade og akkurat ved samme Midler, som Far og Bedstefar gjorde, da kan dette ikke andet end hindre al Fremgang. Og saa forvendte er, som sagt, endnu tildels Meningerne. Det Ry, om det er nok saa godt, ja ti Gange bedre end det Gamle, betragtes gjærne som Spøg[1] og Narrestreger, hvilket naturligvis Ingen, som er kommen af „bra Folk“ (rige Folk), maa befatte sig med uden at vanære Slægten. Og hvis Nogen skulde være saa letsindig at drive sin Gaard anderledes, end de hensovede Fædre gjorde det, da heder det straks blandt hans fornuftigere Slægt: „Jo, Gubben skulde ret have set op igjen nu, – – for det var Mand, som ikke vilde vide af Tøv og Fjas, det.“ – Dog maa man ogsaa her glæde sig over, at en opgaaende Dagrand begynder at kaste sit svage Skin paa Fjældets Sider og kalde dets Beboere til Liv og Virksomhed; kun gjælder det nu, at Lysten bliver vakt til at se og høre, hvorledes de Folk har det, som har arbejdet og endnu arbejder i Dagslyset, og til at lære af dem, – jeg mener blandt andet Lysten til nyttig Læsning.
Med det religiøse Liv staar det, Gud ske Lov, ganske anderledes til. Vistnok hersker der iblandt Ryggesløshed, saa at skulde man alene se derpaa, da var det ikke meget opløftende; men midt i denne Verdens støjende Larm høres ogsaa mangen vakker Stemme til Guds Pris. Unge og Gamle har lært at bøje Knæ i Jesu Navn for Naadens Trone og fundet, at Herren er nær hos alle dem, som kal-
- ↑ Spøg betyder her i Egnen Spot.
