paa det rent Upoetiske, som findes i de gamle Kvad, og derved gjøre dem tækkeligere og give dem mere Velklang og Kraft uden at berøve dem noget af deres vægtige Indhold - Hvorvidt det ellers kan gaa med Misnøjen over enhver Forandring, skal jeg oplyse ved et Eksempel. Jeg mindes at have hørt, at en Almuesmand ankede over, at Wexels har gjort en liden Forandring i følgende Salme;: „Jeg arme Synder træde maa Med højbedrøvet Hjærte Til Naadens Dør, at banke paa“ osv. Dette Ord „højbedrøvet“ er hverken synderlig godt eller brugeligt, og Wexels har derfor ombyttet det med „dybt bedrøvet.“ Det var dette, som hin Almuesmand ikke likte, naturligvis bare fordi det var en Forandring. Og ingen Forstandig kan dog nægte, at det Nye her er i alle Maader bedre; Ordene er vel bekjendte og velklingende, og Begrebet dybt passer meget bedre end højt, naar Talen er om den Bodfærdiges hjærtelige Bedrøvelse, om den Ydmyge og Sønderknuste i Aanden. Havde ellers Ordene „dybt bedrøvet“ hørt Salmen til fra gammel Tid, og En saa havde faldt paa at indsætte „højbedrøvet“ isteden, da havde hin Almuesmand ganske sikkert klaget ligesaa ivrig som nu; og han havde da haft ligesaa stor Ret som har nu har Uret.
Tilslutnings skal jeg endnu ved en liden Sammenligning vise, hvormeget der kan vindes i Velklang ved passende Forandringer. En Paaskesalme af Kingo begynder saaledes:
„O kjæreste Sjæl, op at vaage!
Thi Dødens og Helvedes Taage
Ved Jesu Død er alt forsvunden.
Og Sejeren evig er vunden.“
Enhver mærker, at 3die Linje klinger noget tungt og haardt. Guldberg har derfor gjort en Smule Forandring, idet han skriver.
„Ved Jesu Død alt er forsvunden“
Dette hjælper lidt men ikke meget. Derimod har Verset faat en ganske anden Velklang hos Wexels, hvor det heder:
