et Folks materielle Velvære eller Velstanden. Han vilde holde sig til denne Side af Sagen, ikke som om han trodde at den var den vigtigste, men fordi den efter hans Mening hidtil havde været altfor lidet paaagtet, og fordi han mente, at Folk snarere vilde ofre Penge til Oplysningsvæsenet, dersom de indsaa, at Pengene derved langtfra kastes bort, men tværtimod bærer større Frugt end ved at bruges paa nogen anden Maade.
Hvoraf kommer det sig, at et Folk er rigt, at alle dets Samfundsklasser har et større Maal af timelige Goder, end andre Folkeslag? Det kommer ikke alene eller hovedsagelig af Forskjellen paa Jordbund og Vejrlag eller andre naturlige Næringskilder; ti de fleste af Jordens frugtbareste Lande har en fattig Folkemængde; Velstanden er f. Eks. større i England og Frankrig end i Sydamerika og Italien, skjønt Frugtbarheden i de første Lande er mindre; Velstanden er ligeledes større i det magre Nordtyskland end i de russiske Evje-Landskaber (Aluvial-Lande). Det er ogsaa langtfra, at de frugtbareste Dele af samme Land har de nyeste Beboere. Der er f. Eks. større Velstand paa Norfolks Sandsletter (i England) end i Irland, større paa den magre Stengrund i Nyenglands Stater (i Nordamerika) end i de sydlige Staters Dalfører med deres uudtømmelige Muld; ti Mennesket er meget mere end Naturen Herre over sin Skjæbne. Den berømte franske Skribent Montesqvieu (Monteskiø) har vistnok forendel Ret, naar han siger, at det er Friheden, ikke Frugtbarheden, som skaber Jordens Avling. Og en endnu vigtigere Aarsag til et Folks Velstand, end Friheden, er vistnok Sædeligheden (Moraliteten), som desuden er et nødvendigt Vilkaar for al virkelig Folkefrihed. Uden Sædelighed bevares ingen Samfundsorden, og uden Samfundsorden ingen Velstand. Men baade Friheden og Sædeligheden er dog Aarsager, der ligger fjærnere; den nærmeste Aarsag til Velstanden er Folkets økonomiske
