at hun fik eget Værelse. Men huf, naar hun tænkte paa alt hun maatte ha først, Undertøi og Kjoler og alt muligt — : aa nei, hun kom nok til at nøie sig med Spisestuen endnu i lange Tider og være glad til. Men jamen var det daarligt af den rige Tante Hedels, at hun ikke kunde hjælpe hende lidt. —
Da Pigen vækkede hende Morgenen efter at hun havde været paa Tivoli med Tobiassen, var hun græsselig træt. Men der var ikke Tale om at faa dovne sig i Dag; Hanna var mer end almindelig grætten ; — sint naturligvis, fordi hun havde maattet staa op og lukke hende ind i Gaaraftes. Hun begyndte at sope Gulvet saa Støvskyen stod; intet andet ar gjøre end at fly op saa fort som muligt og se til at komme i Klæderne.
Frøken Halvorsen gruede for den lange Dag og for ar træffe sine Kolleger, men mest for Chefen. Hun havde ikke god Samvittighed. Damer i andre Forretninger gjorde vist aldrig saadant — tænk fjase ug drikke med Betjentene. Huf, at hun skulde være saa let at lokke bestandig.
Saadan en Chef og saadan en Post fik hun aldrig igjen. Nei nu skulde det være slut. Hvor hun skammede sig, naar hun tænkte paa, at hun havde lader Tobiassen trykke sig i Haanden inde paa Lageret i Gaar: og saadan som Hansen havde baaret sig: det var slet ikke nogen fine Viser han havde sunget. Hun kunde aergre sig ihjel, men nu var der forsent nu.
