25 Vi ski1tes ad paa Fjeldet. Bryllupsgjæsterne for- svandt i det fjerne, og Præstefolket med dem-. For os forestod Overgangen over Ulevaa. Elven gik strid. En- efter en –blev vi ført over bag paa Heste- ryggen, hvor vi kla1nrede- os fast til Førerens brede og stærke Ryg. Overfarten gik godt. Dog et Uheld var der. En af Johan Vibes Støvler faldti vax1c1c1. Da det opdagedes, var det forsent. Strøm en havde allerede ført den for langt bort til, at den kunde reddes. Johan Vibe maatte trøste sig med, at han ialfald havde tre Skodoninger med sig,«og det var mere end to. Snart begyndte en Vandring paa Sne op i Dyr- skar, det rette store Dyrskar og derfra henover mod Tarjebudalen. Denstore vestlandske Fjord- og Dal- natur lod sig allerede ane. For første Gang saa jeg den fra oven. Vi gjorde et Øiebliks Stans i en Sæter, hvis kvindelige Besætning betragtede os med forundrede Øine. I sine Samtaler med vor Fører gav de os det Skudsmaal, at det var de rene Baanse- karer, han havde med sig. Da jeg senere i en Sam- tale med Stenersen klagede over det nedsættende, som laa i dette Udtryk, svarede han kun: «Tak Lykken, at de ikke kaldte os Baanseunger.» Han havde vistnok ogsaa Ret. Det blev tættere med Regnet, medens vi steg ned iValdalen gjennem Austmandlien. Veien fremover mod selve Røldal blev ogsaa lang, og først sent naaede vi frem og kom i Kvarter. Nei, saa primi- tivt der vart Aftensmad og Frokost var efter den
