18 videre bortover Heien, idet vi fulgte det svage Raak, som gik mod Vinje. Blaanende Fjelde, med enkelte Sneflekker, traadte frem i HoriZonten. Mod dem skulde vor Vei gaa. Ravngjuvet blev saa det næste store Numer. Vi lænede os ud over den naturlige Stenbalustrade, som kroner Fjeldet, og skuede ned i Dybet. Vi prøvede os frem med at kaste lette Kvister derned og havde den Glæde at se dem hvirvles op. Vore Lommetørklæder fandt vi det dog lidt risikabelt at bruge som Prøvekluder. Saa gik Veien videre. Udover de svære Bakker og nede i Dalbunden over Tokke og op til Sandaak, den med Utaalmodighed imødeseede Middagsstation. Denne var ikke saa ganske daarlig. Senere hen blev Dagens Kost og hele Ugens Kost, med tre Ganges Gjentagelse i 24 Timer, altid ensartet, Kaffe, sur Fløde, Smor og Fladbrød. Men paa Sandaak fik vi dertil godt Telemarksøl og tyk Melk. Alli- gevel tænkte vi med Vemod tilbage til Skien, Hol- den og Jomfru Holst. Men L–oddet var kastet. Vor Vei gik fremad og ikke tilbage. Ad Bakker op og ad Bakker ned gik saa Veien mod –Vinje, hvor Jamsgaard var vor Aftenstation. Nu om Dagen regnes disse Bakker for noget uhyre. Men i 1859 havde de mange Sidestykker omkring i Landet. Drøie var de imidlertid; og det tog lang Tid, inden vi stod paa Jamsgaard. Der mødte os en Aftensmad ikke saa god som Middagen, men ganske efter den foran angivne Opskrift, – i et
