Risannens skridt. Hun kan slet ikke forstaa dette.
Det lignet ikke den stilfærdige mand, som aldrig
gjorde nogen fortræd, at forurolige folk paa den
maate. Hvad var hans hensigt med at liste sig
langs husvæggen, og hvorfor var repslageren, som
jo maatte ha forstaat, hvem det var, saa livende
ræd for ham? Alt dette grunder Berthe paa, mens
hun begraver sine bændler under dynerne.
Repslageren vender med sine sæler tilbake til
soveværelset og flasken røres paany derinde. Hvor han
er stille, naar han ligger og drikker, taus og lydløs,
det er bare flaskens regelmæssige dunk mot gulvet
inde i det avlaasede mørke værelse, som forraader
ham. Ovenpaa knirker en dør, og Risannens skridt
tynger gulvet. Berthe sover i værelset under lyd
deroppe fra. En rusten og saar lyd. Det varer
længe, før hun er klar over, at det er Risannen
som graater.
Han gaar etpar ganger frem og tilbake paa gulvet deroppe og stanser saa. Nu maa han være henne ved sit vindu, der hvor han pleier at staa og se utover, likesom han venter paa at nogen skulde komme gaaende over sandhøien. Berthe tænker ogsaa paa, hvor uhygelig sandhøien saa ut netop iaften ved solnedgang, da den uhyre grav var pyntet med blodrødt lys. Mens hun ligger og tænker paa dette, er hun nærved at falde i søvn igjen, men rykker op ved at høre en stemme. Den kommer ovenfra Risannens værelse. Det er en dyp, lav røst, som breder sig i mørket. Det er Risannen, som kalder paa nogen. Han roper ikke høit, mens hans stemme aander av en inderlighet og en bønlighet, som kunde gjenopvække døde. Det er et navn, han siger, han siger det, han næsten
