by. Støi fra mennesker hørtes ikke længer. Men indunder aasen bruste elvens vinterlige musik, en staalhaard og frossen tone, som varslet om, at den farlige nat var nær, som skulde stivne vandmasserne til is.
Ut av den dype sortladne skygge, som Altenburgs hus kastet henover snemarken, vandret ved to-tiden om natten en enlig skikkelse. Det var en mand, klædt i tyk, kort pjekkert, saadan som sjøfolk pleier at ha. Paa hodet bar han en stor skindlue. Han gik duknakket og skjulte sit ansigt. Paa benene hadde han store støvler som naadde ham til knærne. Han fulgte ikke stien, men gik inde i den løse sne, hans skridt kunde ikke høres. Naar han maatte over de aapne maanelyste flater av snemarken, gik han hurtig til, men saasnart han dukket ind i skyggen fra husene, tok han det makeligere; da stanset han ofte og saa sig om eller stod og lyttet. Ingen steder var der lys at se, alle vinduerne var mørke og blinde.
Han gik fremover i en bestemt retning — hen mot Altenburgs reperbane, og da han gik i den løse sne, istedetfor at følge stien, og holdt sig indimellem skyggerne, var det tydelig nok, at han vilde undgaa at bli set eller hørt. Men da vandreren ofte saa sig omkring og lyttet, kunde det tyde paa, at han ventet nogen eller var forfulgt. Reperbanen med den underlige opstilling av skjæve skur og stolper stak saa overordentlig klart op av sneen, at endog taugene kunde sees som sorte fibrer mot den hvite flate. Vandreren naadde hen til skuret, som dækket over reperbanens store drivhjul, og her, i mørket, blev han staaende og se ned mot Altenburgs hus. Nei, hvilken stilhet her var mellem disse
