Tøien,- der beskrives som en stærk voxet robust Karl, men henfalden til Drik og Kroliv, - drukket sig fuld om Formiddagen. Den Ruus havde han udsovet, da han om Eftermiddagen samme Dag indfandt sig i en Skjænkestue, hvor han med flere ligesindede Kammerater spillede Kort eller Brætspil om — Brændeviin. En Slagterdreng ved Navn Andreas, kun 22 Aar gl., tabte Spillet; men han vilde ikke betale. Erik tog da hans Hue i Pant, hvorpaa Andreas lovede at skjænke ham en Pægl, naar han vilde drikke den allene. Erik modtog Pæglen og tømte den, og sagde, at han gjerne kunde drikke en Pægl til; Andreas kjøbte den, og Erik drak den. En Anden af Kammeraterne bød ham en halv Pot Øl og en Dram; Erik drak begge Dele og pralede af, at han endnu kunde drikke mere. Hans yngre Broder var tilstede, bad ham ikke drikke mere og skjændte paa Andreas, fordi han tyllede saa meget Brændeviin i ham; men Andreas ændsede det ei og kjøbte en tredie Pægl til Erik, som endnu pralede og broutede. Men nu vilde dog Ingen mere traktere ham, og med det sidste Pralerie havde han udtalt. Han gik hen og satte sig stille. Kort efter begyndte Sliim at løbe af Munden og han segnede om og faldt ned. Man troede, at han sov; men det var hans Dødsrallen man hørte. Snart var han livløs. — En saa forferdelig Død rammede denne Dranker! Hans Liig blev aabnet paa Sygehuset. Ansigtet var oppustet, Leder, Negle og Fingre blaae, Aarene udspændte, men tomme. Det sorte Blod havde sprængt Hjernen og Lungen. Brændeviinsgiften havde dræbt ham. Saavel af Hjernens som af Blodets Uddunstninger sporedes tydeligen en suur fuselagtig Brændeviinslugt. Han var kun 30 Aar gammel, i sin bedste Alder og stærk, ellers havde Mindre skullet dræbe ham. Hyppig Brændeviinsdrik sprænger tilsidst Hjernen, og under alle Omstændigheder er Følgen af Drik, at Menneskets ædleste Dele slappes og svækkes.
