fjernede sig, pleiede de ogsaa at fornærme næsen og efterlade en væmmelig stank, som ikke lignede nogensomhelst jordisk.
Men dette var endnu ingenting: djævlene var ikke af dem, der la hænderne i skjødet, og før eller senere kom det til haandgribeligheder. Undertiden rettede de sine angreb mod livløse ting og sønderbrød, ødelagde, tilintetgjorde alt, hvad der faldt i deres hænder. Detteslags skade gjorde de dog snarere verdsligt sindede mennesker end helgener, der enten ingenting eiede eller bekymrede sig lidet om besiddelsen. Alligevel forsøgte en djævel engang med en økse at ødelægge den hellige Abramo’s celle dybt inde i ørkenen, og en anden lagde ild paa den matte, som helgenen sov paa. Hvor det gjaldt helgener, angreb djævlene heller personerne end tingene.
St. Romaldo maatte fem aar i rad finde sig i, at djævelen kom hver eneste nat og satte sig paa hans ben og fødder. Engang sprang djævelen op paa skulderen paa den hellige Ægidius og klamrede sig her saa fast, at det længe var en umulighed at faa ham fjernet derfra. Af begge disse lod han sig holde og bære, andre derimod holdt han og bar han selv, vistnok ikke for deres fornøielses skyld, som man nok kan tænke sig. Han tog mere end engang den gode Gertrude van Dost med sig op i luften og bar hende fra et sted til et andet. Sancta Francesca Romana drog han gjentagne gange efter haaret op i luften og holdt hende engang svævende over glødende kul. De med navnet „dusier“ betegnede djævle pleiede at bortføre levende mennesker, bringe
