Undertiden var forberedelserne og forespeilingerne større, de forlokkende eller forskrækkende syner mangfoldiggjordes og vekslede, fristelsen dannede et skuespil. St. Hilarion saa, medens han prædikede, hylende og gjøende ræve dukke op for sine øine, bivaanede gladiatorkanrpe og skuede døende, der væltede sig foran fødderne paa ham og tiggede ham om begravelse. En nat, da han som sædvanligt vaagede, hørte han børn skrige, faar bræge, okser og løver brøle, kvinder græde og en lydelig brusen som fra en stor leir. Men han gjenkjendte djævelens gjøglespil, kastede sig paa knæ, slog kors over sin pande og ventede paa et nyt under. Og se, da skuer han pludselig i maanelyset en vogn trukket af fyrige heste komme imod sig. Vor helgen anraaber Kristi guddommelige navn, og pludselig aabner jorden sig og opsluger synet. Det var et værk af Satan, der vilde rive den fromme Guds tjener bort fra betragtning og gjøre ensomheden modbydelig for ham ved at fylde den med skrækkebilleder. Helgenernes historie strømmer over af eksempler som dette.
Disse fristelser, som Satan udøvede ved hjælp af gjøglebilleder eller ogsaa med virkelige, haandgribelige gjenstande, var stærke nok, fordi de sysselsatte sanserne og gjennem dem trængte ind i sjælen, der altid saa gjerne gjør sig til sansernes tjenerinde. Men fremfor alt frygtelige var de, der skrev sig fra de seiglivede kjønslige instinkter og elskovstrangen. Denne fristelse var det, der forskaffede Satan de største triumfer.
