nære) kjender ilden og bruger flintevaaben; men han gir sine døde til pris, et sikkert tegn paa, at hans religiøse ideer, om han har nogen, er saa sparsomme og grove som muligt. Man maa gaa videre, helt til jordgranskningens (geologiens) yngre stenalder (neolithiske periode) for at finde de første sikre spor af religiøsitet. Af hvilket slags vore forfædres religion kan ha været paa dette tidspunkt, derom kan vi ikke umiddelbart dømme, men en forestilling kan vi danne os derom, naar vi iagttar de mange vilde folkestammer, som endnu findes og gir et paalideligt speilbillede af den forhistoriske menneskeverdens betingelser. Enten fetischismen i religionernes historiske udvikling er gaaet forud for animismen, eller denne for fetischismen, saa har vore forfædres religiøse tro i alting lignet den, som Afrikas negre og Amerikas rødhuder den dag idag bekjender sig til. Jorden, der har opbevaret ikke alene spor af deres boliger, vaaben og husgeraad for os, men ogsaa deres amuletter, leverer beviset herfor. De forestillede sig verden som opfyldt med aander, med sjæle af ting og sjæle af døde, og alting, godt eller ondt, som vederfores mennesket, blev tilskrevet dem. Den forestilling, at nogle af disse aander var velsindede, andre ildesindede, indgav selve livserfaringen dem; thi lykke og ulykke veksler jo bestandig og gjerne slig, at man ofte, om ikke altid, netop fatter forskjelligheden i aarsagerne til det ene og det andet. Solen, der oplyser, om vaaren atter faar jorden til at grønnes og blomstre og lar frugterne modnes, maatte væsentlig bli at betragte som en velgjørende magt, — stormen, der formørker himmelen, knækker
