hjernespind i sine utallige skikkelser? Den forestilling, at hver enkelt djævel, alt efter sin særegne karakter, sin stilling og beskjæftigelse udi helvede, ogsaa maatte eie sit særegne ydre, mangfoldiggjorde de sælsomme billeder og forøgede forvirringen. Vi har seet, hvorledes dyrelemmer forekom paa djævlelegemerne sammen med de menneskelige; ikke sjelden vokser det dyriske det menneskelige over hodet, og da erholder vi f. eks. et dyr med menneskehode som Dantes „Greryon“. Undertiden udekikker det dyriske aldeles det menneskelige, og da opstaar der et djævelsk ublæst, der endogsaa kan være sammensat af herfra og derfra laante dele, et uhyre, der gjør vold paa naturen, et levende symbol paa bedraget og forvirringen.
Gjennem hele middelalderen forestillede man sig, som vi har seet, djævelen hæsligst mulig, og det er meget vanskeligt at finde en undtagelse fra denne mere moralske end æstetiske forskrift. Nogle finder man nu alligevel. En latinsk bibel fra det niende eller tiende aarhundrede, som opbevares i nationalbibliotheket i Paris, viser blandt mange andre et miniaturmaleri af Hjob og Satan. Satan er her saaledes fremstillet, at man ikke kan kalde ham hæslig. Af den tidligere engel har han beholdt vingerne og, endnu underligere, ogsaa helgenglorien om hodet. Men paa fødderne har han klør og i den venstre haand holder han et kar med ild, hvorved han synes at ville antyde sit væsen. En djævel, som digteren betegner
