naar de kunde faa fat i det, — og efter et tysk ordsprog fanger djævelen, naar han er sulten, fluer.
I folkemunde hører man ofte om gamle og unge djævle, og der findes i forskjellige sprog allehaande ordspil, som grunder sig paa denne tro. Man ved, at naar djævelen blir gammel, gaar han i kloster, og det synes naturligt nok, at ogsaa han maa blive gammel, saasom alle med organisme forsynede væsener ældes. Men den allerede nævnte Isidor af Sevilla formener, han aldrig blir gammel, og saange den djævelske anatomi og fysiologi ikke er bedre bekjendt, kan vi ikke modsige ham. Dersom de ikke ældes, behøver de hellerikke at dø, og visse rabbinere, der har paastaaet, at djævlene døde akkurat som menneskene, om ikke alle netop, saa de fleste ialfald, tør ha slaaet i os en faderlig løgn. Blive syge, det maatte de da kunne! Dette fremgaar allerede deraf, at mens der endnu fandtes hekse, disse undertiden i sine bekjendelser efter to eller tre gange gjentaget pinebænk fremkom med, at djævelen ofte blev syg, og at de da maatte vaage hos ham og pleie ham.
Endel kirkefædre og doktorer som Gregorius Magnus, for bare at nævne ham, paastod, at djævlene var helt ulegemlige, men dette var, som sagt, den af de færreste opretholdte mening. Man kunde i ethvert tilfælde efter behag tro det ene eller det andet, og St. Thomas siger tilsidst, efter at have anført de modstridende meninger: „Om djævlene har et legeme eller ikke, har intet med troen at bestille“. Men om det end ikke angaar troen, saa
