rada befriede paa samme maade et barn, og den hellige Odilo, abbed af Cluny, ydede pave Benedikt IX’s sjæl samme tjeneste, noget den i sandhed ikke fortjente. Cæsar af Heisterbach beretter om en vis Everbach, en fordømt, som Gud tillod at vende hjem igjen til verden for der at gjøre bod, og der findes utallige legender, hvori detslags undere er foregaaet med den hellige jomfrus bistand. I et tysk drama eller mysterium fra slutningen af det femtende aarhundrede ser man endogsaa pavinde Johanne, legendarisk ihukommelse, paa jomfru Marias og den hellige Nikolaus’s bønner, blive beinet fra helvede og ført op til himmelen, og det af selveste erkeengelen Mikael, som med sværdet holder djævlene, der ikke godvilligt vil slippe sin eiendom, paa afstand. Men dette er for meget. I et syn, som munken Ansello (10de aarhundrede) er forfatter til, heder det, at Kristus hvert aar paa sin opstandelsesdag stiger ned til helvede og befrier sjælene af de mindre forhærdede syndere. I en fransk fabel har djævlene ladet en muntergjøg blive hjemme og passe paa helvede; han kaster tærninger om sjælene med den hellige Petrus, der vinder og fører dem alle med sig til paradis. Mellem disse sjæle maatte ogsaa Aristoteles befinde sig, for hvem der hidtil ikke havde været nogen naade at finde. I den hellige Bonifacii, biskop af Lausannes levnetsbeskrivelse (d. 1258 eller 59), staar at læse, at denne helgen i høi grad misbilligede Aristoteles’s fordømmelse og tidt og ofte bad Gud om at forløse ham, indtil der omsider en dag lød en røst fra himmelen, der forklarede ham, at alle hans bønner var til ingen nytte; thi Aristoteles havde ikke
