det trettende aarhundrede, Giacomino fra Verona, beskrev i et af sine, raa, men trosivrige digte de tvende hinanden modsatte byer og sammenlignede dem med hverandre. Det himmelske Jerusalem er omgivet af høie mure, bygget op af kostelige stene, med trende porte, der lyser klarere end stjerner og er prydet med tinder af krystal. Gader og pladse er brolagte med guld og sølv. Paladserne straaler af marmorets, lazurstenens og de kostbare metallers pragt. Overalt strømmer krystalklart vand og skjænker vidunderlige træer og kostelige blomster næring. Luften er gjennemtrængt af guddommeligt lys, er en eneste vellugt og gjenklinger af oversanselige harmonier. Men helt anderledes er det sataniske Babylon beskaffent:
»Stor byen er og høi og lang og sammenpakket«,
med en uigjennemtrængelig himmel, beklædt med jern og bronce, overalt indgjærdet af klipper og fjeldknauser, gjennemstrømmet af grumset vand, der er bitrere end galde, fuld af nælder og spidse torne, der skjærer hvassere end knive, og fortæret af en uafbrudt flammende ildebrand. Luften er fyldt af uudholdelig stank og gjenklinger af skræindjagende larm.
Til de mest mærkværdige ting i dette forbandede land hører efter manges vidnesbyrd en meget smal bro, som sjælene maa passere, og hvorifra alle de styrter ned i afgrunden nedenunder, hvis syndevægt er altfor tung: en sindrig, fra det fjerne østen stammende forestilling, om hvilken man ikke ved, hvorledes den har sneget sig ind i de middelalderske visioner. Ikke umuligt, at den ligesom der ogsaa hos os er opstaaet af sig selv.
