fortabte ondskabs, den umaadelige, fortvilede, evige smertes rige. Op til dette sidstnævnte rige støder et sted, hvor synderen forbedrer sig og renses, hvor smerten lindres af haabet; det er skjærsilden, det mørke forværelse til den straalende himmel.
Det midterste rige er som en uhyre planteskole af sjæ?le, der uafbrudt udvandrer fra den i tvende strømme, den ene opad mod himmelen den anden ned mod helvede. Satan med samt sin umaadelige hær tragter ikke efter noget andet maal, benytter ikke al sin kunst og ondskab til andet end at drage saamange sjæle som muligt ned og befolke helvede paa paradisets bekostning. Og han og hans kan ikke klage over mangel paa held, forsaavidt disse bestræbelser angaar.
Men hvor var egentlig helvede? St. Augustin siger i sin bog om „Guds stad“, at det kan intet menneske vide, uden Gud selv aabenbarer det for ham. Alligevel har dette ikke forhindret, at de sælsomste og dristigste meninger er blevet udtalte om dette emne, og de fordømtes rige blev forlagt op i luften, i solen, i Josaphats dal, under polerne, til antipoderne, i vulkanerne, paa fjernt bortliggende øer, der dulgte sig i ubekjendte oceaner, eller ogsaa helt udenfor verden. Nogle faa eksempler herpaa faar være nok. Gregor den store beretter om en eneboer paa øen Lipari, der engang saa, hvorledes pave Johan og Symmachus styrtede Theodorichs sjæl i svælget paa vulkanen der. Alberic des trois Fon-
