død er dødens konge tilintetgjort. Men i virkeligheden blev denne verdens fyrste ikke afsat, dødens konge blev ikke dødet, men fortsatte som tidligere med at udbrede død omkring sig og det ikke mindre den evige end den timelige. Kristus sprænger helvedes porte, trænger ind i mørkets rige, affolker afgrunden. Men bag ham lukker portene sig atter, atter slutter mørket sig sammen og afgrunden befolkes fra nyt af. Sælsomt nok! Aldrig var der saa megen tale mellem menneskene om Satanas, aldrig blev han saa meget frygtet som efter Kristi seier, som efter forløsningsværkets fuldendelse.
Aarsagen hertil var ikke simpelthen en forvirring i dømmekraften, en logisk modsigelse. Det onde er saa dybt indristet i vort livs bog, at en religiøs lære, en drøm om tro og kjærlighed, ikke rækker til for at faa det udslettet. Det trøstesløse skuespil af en sammenstyrtende verden viste sig for de nye troende, hvor de vendte sit øie; Kristi læres fine, duftende blomst sprang ud paa Satans mødding. Hint brogede flerguderi (polytheisme), som havde blændet og forlokket menneskeaanderne, var det ikke et fordærverens værk? Var ikke Jupiter og Minerva, Venus og Mars og alle Olympens guder en legemliggjørelse af ham, der tjente hans vilje og fuldførte hans planer? Hin glimrende, lyse, hedenske civilisation, hin kunstens blomstring, hin dumdristige filosofi, hin rigdom og hin æresglans, kjærlighed og frihedsliv, hin endeløse yppighed, var det ikke altsammen hans paafund og blændværk, former og værktøi i hans voldsherredømmes tjeneste? Var det romerske rige ikke Satans rige? Jo, det var saa; Satanas var det,
